Jens Henrik Christiansen Boye blev kendt som leder af ”Boye Banden”, som havde deres virke på det vestlige Fyn. Gennem en halv snes år hærgede banden, uden at der blev grebet ind.
Den 11. Oktober 1853 dræbte Boye Fæstemanden Niels Hansen i Broendehuset, Balslev.
I forbindelse med opklaringen af drabet, blev ”Boye Banden” optrevlet.
Sigtelsen for Boye's vedkommende kom til at lyde på: Mord, Forfærdigelse og udgivelse af falske Penge, Røveri og Tyveri.
Jens Henrik Christiansen Boye fik den 21. August 1855 følgende dom: ”Han skal have sit liv forbrudt og lægges på Stejle og Hjul”.
Dommen blev appelleret til højesteret, som den 29. Maj 1856 stadfæstede dommen, dog med en tilføjelse om at han ikke skal lægges på Stejle og Hjul.
Dommen bliver fuldbyrdet den 16. August 1856 på en bakke vest for Balslev.
Læs Boye's tilståelse:
Se Skudsmålsbogen:
Skitse over mordstedet, som er tegnet af Boye:
Se beviset på det er Boye's tegning:
Kilde:
Kommissionsdomstole, Københavns kriminal- og politiret, nr. 4
Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.
Afskrift.
”Broendehus sagen”
Samme protokol, side 85.
Søndag den 26. marts 1854.
Sagen blev atter foretaget og arrestanten Boye fremstillet.
Han angiver nu at være skyldig i husmand Niels Hansen Broendehus’ død og afgiver i den anledning følgende yderligere forklaring:
Allerede medens han og arrestanterne Pranger og Sosmed sad arresterede i Middelfart arrester var der tale om, at bemeldte husmand var i besiddelse af penge, og så vidt han mindes omtalte også en der hensiddende arrestant nemlig Mørck, at pengene skulle ligge i et skab, der hængte i sengen.
Efter at de alle 3 var komne ud af arresten, talte nærværende arrestant og Pranger yderligere om at forøve dette tyveri, men blev de derhos enige om, at det ikke kunne forøves uden at dræbe manden, navnlig fordi det var dem bekendt, at han bestandig var i besiddelse af skydevåben. Den endelige bestemmelse blev imidlertid først taget, da arrestanten om eftermiddagen den 11. oktober indfandt sig på Sosmeds bolig. Her aftalte først nærværende arrestant og Pranger, at gerningen skulle udføres således, at Niels Hansen skulle lokkes ud af sit hus, hvorefter nærværende arrestant skulle kværke ham i et medbragt reb, uden at der dog var tale om, at han nogetsteds skulle ophænges, og medens nærværende arrestant udførte dette, skulle de 2 andre gå ind og fuldføre tyveriet. Det var dem ikke bekendt, hvem der for øvrigt var i huset, da de kun vidste, at Niels Hansens første kone var død, og de troede derfor, at der i alt fald kun var et fruentimmer i huset. Hvorledes der skulle forholdes mod hende under tyveriets fuldførelse blev ikke nærmere omtalt.
At Niels Hansen virkelig skulle dræbes, blev ikke omtalt for Sosmed, så længe de var på dennes bolig, hvorimod dette først med bestemthed aftaltes og meddeltes ham på vejen til gerningsstedet, og da han samtykkede deri, blev det aftalt, at han skulle se at lokke manden ud, men skulle han for øvrigt ikke have nogen del i mordet, ligesom han ej heller have noget våben eller dræbende redskab med sig, medens Pranger derimod var i besiddelse af en kniv.
Da de var komne til gerningsstedet, og arrestanten knyttede en løkke på det reb, han havde taget med, og som han havde taget, så vidt han husker på Sosmeds bopæl, ytrede Pranger, at arrestanten ikke knyttede løkken rigtig, hvortil arrestanten erindre, at han svarede, at det var rigtig nok, da han havde hængt så mange.
Efter at Sosmed havde lokket manden ud at huset under foregivende af, at han var væltet med sin vogn, gik han først lidt op ad vejen med manden, derefter kom nærværende arrestant og slutteligen Pranger. Da de var komne noget længere bort, gik nærværende arrestant nærmere, hvorpå Sosmed vendte om og trak sig tilbage. Nærværende arrestant forsøgte da at kaste rebet om manden, men dette mislykkedes, og manden gav sig til at løbe. Det faldt da først nærværende arrestant ind, at lade ham undløbe, men da han derhos betænkte, at de 2 andre måske
var gået ned for at iværksætte tyveriet, forandrede han denne bestemmelse, løb efter og indhentede manden samt bibragte ham med en medbragt kniv, der tilhørte Sosmed, og som han havde taget på dennes bopæl et stik i maven, men manden undløb desuagtet, og nærværende arrestant har vel senere sagt til de 2 andre, at han så ham falde noget efter, men dette var dog ikke tilfældet.
Efter at have stukket manden, gik han tilbage og traf Sosmed. De savnede da Pranger og ventede noget på ham, men da han ikke indfandt sig, og de begge derhos allerede angrede, hvad der var sket, opgav de tyveriet og gik hjem til Sosmeds bolig.
Om arrestanten på vejen eller efter de var komne hjem på Sosmeds bolig, hvor Pranger kort efter indfandt sig har ytret at denne, hvis nærværende arrestant havde set ham løbe, skulle have været samme vej som manden, erindrer han ikke, men skulle han have udtalt sig således, har det i alt fald ikke været hans mening.
Efter de var komne hjem på Sosmeds bolig og der havde fået noget at spise, gik nærværende arrestant tilligemed Pranger op og lagde sig til at sove på høloftet. Han husker, at der den følgende dag var tale om, at de skulle til Vejle marked, men der var ingen af dem, der tog derhen med undtagelse af Pranger.
Den Sosmed tilhørende kniv hvormed arrestanten stak manden, har han ladet ligge hos husmand Hans Jørgensen i Munkestenhuset i Vissenbjerg sogn.
Oplæst og ratihaberet med bemærkning at han ikke sig vitterlig forhen havde set eller kendt Niels Hansen af Broendehus, og har han navnlig ingensinde været i hans hus.
Han blev igen afgiven til arresten og sagen udsat.
Rothe
Rössing C. Knudsen
Mandagen den 9. oktober 1854.
Sagen igen foretaget.
Efter egen anmodning fremstilledes arrestanten Peder Nielsen, der tilføjer sin tidligere forklaring, at der ved det tyveri har i forening med arrestanterne Ploug og Lars Hansen har forøvet på Søllerupgård, endvidere blev bortstjålet 3 æsker, af hvilke Lars Hansen fik tvende og nærværende arrestant 1.
Da der ved en gennemgang (?) af sagen hos (?) var opstået tvivl om, hvorvidt lokaliteterne ved det på husmand Niels Hansen af Broendehus forøvede mord var så tydeligt beskrevne, at det var forståeligt for enhver, der læste sagen uden selv at have været på stedet og det var dem bekendt, at arrestanten Boye tegnede ret godt, blev denne arrestant fremstillet, hvorefter han på dommerens opfordring på et ark papir forfattede en tegning af Broendehus’ beliggenhed og nærmeste omgivelser hvilken tegning derefter blev fremlagt. Dommeren og retsvidnet Møller, der gentagne gange havde været på stedet, erkendte den at være nøjagtig overensstemmende med de virkelige forhold. På samme tegning afprikkede arrestanten med rødt blæk den vej han og arrestanterne Sosmed og pranger var gået ind til Niels Hansen, efter at de havde fået denne lokket ud af sit hus, ligesom han med et kors betegnede det sted, hvor han havde bibragt Niels Hansen det knivstik, hvoraf denne senere døde, hvorhos arrestanten på anledning tilføjer, at Niels Hansen, efter at arrestanten havde bibragt ham stikket, løb fra vejen ind langs med det hegn, der på tegningen var betegnet at angive den til Broendehus henhørende mark, hvorved arrestanten dog bemærker,at han ikke kunne se ham løbe længere end omtrent 20 skridt, da han derefter blev borte i mørket.
Endvidere fremstilledes arrestanten Sosmed (Christen Hansen), der efter at være forevist den ovennævnte tegning erklærede denne for aldeles rigtig, ligesom det også er rigtigt, at de med Niels Hansen gik det stykke, der på tegningen er afprikket med rødt blæk, hvorhos han på anledning tilføjer, at de var komne lidt forbi vejen, der fører til Balslev, da nærværende arrestant trak sig tilbage.
Endvidere fremstilledes arrestanten Anders Hans Sørensen Pranger, der efter at være forevist den ommeldte tegning afgiver en med forrige arrestant overensstemmende forklaring men bemærker kun, at de endnu ikke var komne helt op til vejen til Balslev, da nærværende arrestant trak sig tilbage og sprang ned over grøften og gærdet, der løber langs med vejen. Der fremlagdes for denne arrestants vedkommende en dåbsattest, som af ham vedkendtes som rigtig.
Arrestanterne blev derefter afgivne og sagen udsat.
Rothe
Petersen E. Møller
